Immateriel kulturarv

Immateriel kulturarv eller Levende Kultur, er en fællesbetegnelse for åndelige kulturytringer, som folkedigtning, sprog, udøvende scenekunst, sociale skikke, ritualer, samt kundskaber og færdigheder knyttet til traditionelt håndværk. Immateriel kultur er desuden brugt om ideer og menneskelige erfaringer i form af nedarvede tanker og handlingsmønstre.^[1]

I UNESCO, der er FN’s organ for videnskab, uddannelse, kultur og kommunikation betragter medlemsstaterne den immaterielle kulturarv i relation til de materielle Verdensarvssteder med fokus på de immaterielle aspekter af kulturen. I 2001 lavede UNESCO en undersøgelse^[2] blandt stater og NGOer for at nå til enighed om en definition, og UNESCO udarbejdede i 2003 en Konvention til sikring af immateriel kulturarv.^[3] Konventionen blev godkendt af Danmark i 2009, og den trådte i kraft i Danmark i 2010.^[4]

Det Kongelige Bibliotek samler og formidler den immaterielle kulturarv i Danmark på webstedet Levende Kultur. ^[5]

1. ^ Ann Marie Sullivan, Cultural Heritage & New Media: A Future for the Past 15 J. MARSHALL REV. INTELL. PROP. L. 604 (2016)
2. ^ "Meeting of 2001". UNESCO. Hentet 20. juni 2007.
3. ^ Text of the Convention for the Safeguarding of the Intangible Cultural Heritage på ich.unesco.org hentet 9. november 2019
4. ^ Om UNESCOs 2003-konvention 24. oktober 2017 på levendekultur.kb.dk, hentet 9. november 2019
5. ^ Levende Kultur på levendekultur.kb.dk